der var engang en hylde der lå i mørket ,kulden ,blæsten og regnen
fra ansigtet der dryppede af tårer ingen så ingen hørte

Månen tittede ind af ruden
til de spinkle tremmer hvor hjertet lå og frøs henne på hylden med alt det gode

ensomheden var det der var verden
tankerne gik i tunnelen uden ende på svien og smerten

Jeg sad på bunden af mit flagskib og kiggede op på den rygsæk der ikke blev båret bort

frygten kom snigende
som ville den ikke fortage sig
jeg holdt om mine ben
Jeg vidste jeg måtte rejse …


Et lille digt jeg har forfattet - lige for en ordens skyld alt ok

Have en god aften allesammen