Det centrale er mekanismen bag. Hitler handlede ikke i et tomrum. Han byggede på en tankegang, hvor en politisk konflikt blev gjort til et spørgsmål om hele befolkningsgrupper. Når zionisme ikke blev skilt fra jøder som helhed, blev hadet gjort bredere og mere legitimt. Det er den samme mekanisme, der kan ses, når muslimer gøres ansvarlige for islamisme, eller når islamofobi bliver til et generelt menneskesyn.
Det betyder ikke, at alle handler på de samme tendenser i samme skala som Hitler. Men det viser, hvordan almindelige fordomme kan udvikle sig, når mennesker accepterer generaliseringer, fjendebilleder og kollektiv skyld. I den proces bliver det politiske begreb blandet sammen med mennesker som gruppe.
Set fra den optik er spørgsmålet ikke kun, hvad Hitler gjorde, men hvad der gjorde det muligt. Svaret er blandt andet, at en idé om “de andre” fik lov at styre forståelsen. Den mekanisme er stadig relevant, når man ser på islamofobi i dag; hvis muslimer ikke skelnes fra ekstremisme, skabes det samme grundlag for mistillid, diskrimination og radikalisering af debatten.