<b>Lidt fra den personlige verden.</b>

For to dage siden var det 1 års dagen for min Fars bortgang. Og i går aftes fandt jeg det her digt af David M. Romano, der rammer lige i hjertet.

<b>Når i morgen starter uden mig</b>. 

Når dagen i morgen starter uden mig,
Og jeg ikke er her for at være dig nær,
Vil du formentlig være fuld af sorg
Og spørgsmål, jeg aldrig fik svaret dig på.

Når du ser solen stå op,
Vil jeg minde dig om, at solen går ned igen.
Det er verdens gang,
Og denne gang var det mig.

Så lad solen tørre dine tårer bort.
Vi har aldrig været sikre på det, som kommer.
Men de øjeblikke, vi har haft sammen,
Står ikke til at ændre.
Lad dem stå som små monumenter.
De forsvinder ikke, før du selv engang skal herfra.

Værn om dét, jeg lærte dig, og det, du fik.
Det kan ingen tage fra dig.
Det kan stå levende,
Hvis du lader dét træde frem
Og lader dét holde fortællingerne og minderne.

Når solen står højt, så mærk mig i dit hjerte.
Lyt til min stemme i dit indre.
Det er muligt, at jeg er væk,
Men min stemme lever videre i dig.

Lad dig ikke overmande af ulykkelig sorg,
Men husk, at sorgen kun er skygger af kærligheden.
For alt i verden, gør dig ikke tandløs.
Bid livet i låret.
Gør dig ikke ensom.
Jeg efterlader en tom plads og et tomrum.
Ingen kan fylde det for mig,
Men alle kan fylde pladsen ud.

Der er meget, jeg ikke fik sagt,
Og meget fik ikke ordets magt.
Men husk, at kærligheden er uden ord
Og vejer mere end alle ord.
Slip ikke det usagte.
Lyt ikke efter det.
Mærk det i dit indre.

Så når morgendagen starter uden mig,
Tænk ikke på dét, som ikke er længere,
Men mærk dét, som var.
Og når du tvivler,
Så spørg mig.
Så svarer jeg fra dit hjerte.