Han siger alt det, der på en eller anden måde lyder logisk, hvis man har læst Dansk Folkepartis politiske program på deres hjemmeside. Kender man det, er det svært ikke at lægge mærke til, hvor meget af det, der kredser om “de brune”, om indvandrere, om hudfarve og nationalitet.
I næsten alt, hvad de gør, bliver der lige flettet en reference ind til folk med en anden baggrund end “dansk”, som om problemer automatisk hænger sammen med, om man er brun eller ej. Det bliver en gennemgående præmis; at kriminalitet, utryghed og “alt det, der er galt” på en eller anden måde kobles til bestemte mennesker og deres oprindelse.
Det er ekstra underholdende, på den kyniske måde, når formanden selv er dømt for racisme. Når personen i spidsen er dømt for at have overskredet grænsen mellem ytring og diskrimination, siger det ret meget om, hvilke værdier der reelt er i spil. For så er det jo ikke bare en smutter i retorikken – så er racisme og forskelsbehandling en integreret del af værdigrundlaget.
Konsekvensen er, at hele deres projekt kommer til at handle mindre om politik og løsninger og mere om hudfarve, nationalitet og en konstant “os og dem”-logik. Og når det først er dér, diskussionen befinder sig, bliver alt andet – velfærd, økonomi, tryghed – filtreret gennem spørgsmålet om, hvem der hører til, og hvem der ikke gør.