<h2>Kvindernes kampdag</h2>
blev besluttet på et møde på Jagtvejen i København i 1910 i forbindelse med Den Ottende Internationale, som var den eneste internationale nogen sinde i verden uden hærværk og vold, inkl. fra politiet. Jeg har brugt både kongressen og kvindekongressen i 5. bog i serien Lendorph & la Cour 'Frygt og Familieskab. Kvinderne deltager naturligvis:
"Agnes havde for længst planlagt at deltage i Den internationale Kvindekongres i Jagtvejens Forsamlingshus, og nu var de her – hun selv, Anna og Tilly. Det var deres erklærede hensigt at stå de kvinder bi, som var forsamlet, for at medvirke til at give kvinder bedre vilkår, uanset hvilken profession, de havde, og uanset om de var ansatte eller selverhvervende som Anna og Agnes.
Det var en international forsamling, så Elisabeth Mac bød velkommen på engelsk til et program, der til deres fælles fortrydelse stadig også handlede om almindelig valgret. Klara Betkin holdt tale, og hende havde Agnes kendt i årevis. Klara arbejdede utrætteligt for kvindesagen og var ofte tolk; denne dag bistået af Agnes selv og Nina Bang, som undte hende at få en chance for at trække vejret bare en gang i mellem. Kun få af deltagerne var i stand til at tolke på både fransk, tysk og engelsk – Agnes selv og mrs. Montefiore, som Agnes også kendte fra England. Agnes holdt det tyske 'Gleichheit', som Klara var redaktør på, og bidrog lejlighedsvist med penge så diskret som muligt. Hun kendte arbejderkvindernes forhold fra sin klinik, hvor hun gjorde så meget, hun kunne, for bl.a. at hjælpe dem med ikke at få for mange børn. Agnes var taknemlig for, at det ikke var lykkedes de religiøse hystader at få forbudt prævention i Danmark på trods af vedvarende ihærdige forsøg. På det seneste var husværter begyndt at smide familier ud, kun fordi de havde flere end to børn, selvom de hverken larmede, eller der var problemer med at betale husleje. Fem børn og du kunne ikke få en bolig. Hun gav Folkets Avis ret i, at der burde være en lejerforening. En forældreforening var ikke nok."
Det var spøjst at læse de forskellige aviser. At Nationaltidendes referat fra Kvindekongressen er misogynt og uforskammet kommer næppe bag på nogen – men det er pudsigt nok også det grundigste. De brugte virkelig megen plads og omhu på at være nedladende. I dagevis.
Måske noget af det, der reelt var revolutionerende ved disse kongresser, var, at kvinderne var med – og ikke kun på den specielle kvindekongres.
blev besluttet på et møde på Jagtvejen i København i 1910 i forbindelse med Den Ottende Internationale, som var den eneste internationale nogen sinde i verden uden hærværk og vold, inkl. fra politiet. Jeg har brugt både kongressen og kvindekongressen i 5. bog i serien Lendorph & la Cour 'Frygt og Familieskab. Kvinderne deltager naturligvis:
"Agnes havde for længst planlagt at deltage i Den internationale Kvindekongres i Jagtvejens Forsamlingshus, og nu var de her – hun selv, Anna og Tilly. Det var deres erklærede hensigt at stå de kvinder bi, som var forsamlet, for at medvirke til at give kvinder bedre vilkår, uanset hvilken profession, de havde, og uanset om de var ansatte eller selverhvervende som Anna og Agnes.
Det var en international forsamling, så Elisabeth Mac bød velkommen på engelsk til et program, der til deres fælles fortrydelse stadig også handlede om almindelig valgret. Klara Betkin holdt tale, og hende havde Agnes kendt i årevis. Klara arbejdede utrætteligt for kvindesagen og var ofte tolk; denne dag bistået af Agnes selv og Nina Bang, som undte hende at få en chance for at trække vejret bare en gang i mellem. Kun få af deltagerne var i stand til at tolke på både fransk, tysk og engelsk – Agnes selv og mrs. Montefiore, som Agnes også kendte fra England. Agnes holdt det tyske 'Gleichheit', som Klara var redaktør på, og bidrog lejlighedsvist med penge så diskret som muligt. Hun kendte arbejderkvindernes forhold fra sin klinik, hvor hun gjorde så meget, hun kunne, for bl.a. at hjælpe dem med ikke at få for mange børn. Agnes var taknemlig for, at det ikke var lykkedes de religiøse hystader at få forbudt prævention i Danmark på trods af vedvarende ihærdige forsøg. På det seneste var husværter begyndt at smide familier ud, kun fordi de havde flere end to børn, selvom de hverken larmede, eller der var problemer med at betale husleje. Fem børn og du kunne ikke få en bolig. Hun gav Folkets Avis ret i, at der burde være en lejerforening. En forældreforening var ikke nok."
Det var spøjst at læse de forskellige aviser. At Nationaltidendes referat fra Kvindekongressen er misogynt og uforskammet kommer næppe bag på nogen – men det er pudsigt nok også det grundigste. De brugte virkelig megen plads og omhu på at være nedladende. I dagevis.
Måske noget af det, der reelt var revolutionerende ved disse kongresser, var, at kvinderne var med – og ikke kun på den specielle kvindekongres.
<h2>Kvindernes kampdag</h2>
blev besluttet på et møde på Jagtvejen i København i 1910 i forbindelse med Den Ottende Internationale, som var den eneste internationale nogen sinde i verden uden hærværk og vold, inkl. fra politiet. Jeg har brugt både kongressen og kvindekongressen i 5. bog i serien Lendorph & la Cour 'Frygt og Familieskab. Kvinderne deltager naturligvis:
"Agnes havde for længst planlagt at deltage i Den internationale Kvindekongres i Jagtvejens Forsamlingshus, og nu var de her – hun selv, Anna og Tilly. Det var deres erklærede hensigt at stå de kvinder bi, som var forsamlet, for at medvirke til at give kvinder bedre vilkår, uanset hvilken profession, de havde, og uanset om de var ansatte eller selverhvervende som Anna og Agnes.
Det var en international forsamling, så Elisabeth Mac bød velkommen på engelsk til et program, der til deres fælles fortrydelse stadig også handlede om almindelig valgret. Klara Betkin holdt tale, og hende havde Agnes kendt i årevis. Klara arbejdede utrætteligt for kvindesagen og var ofte tolk; denne dag bistået af Agnes selv og Nina Bang, som undte hende at få en chance for at trække vejret bare en gang i mellem. Kun få af deltagerne var i stand til at tolke på både fransk, tysk og engelsk – Agnes selv og mrs. Montefiore, som Agnes også kendte fra England. Agnes holdt det tyske 'Gleichheit', som Klara var redaktør på, og bidrog lejlighedsvist med penge så diskret som muligt. Hun kendte arbejderkvindernes forhold fra sin klinik, hvor hun gjorde så meget, hun kunne, for bl.a. at hjælpe dem med ikke at få for mange børn. Agnes var taknemlig for, at det ikke var lykkedes de religiøse hystader at få forbudt prævention i Danmark på trods af vedvarende ihærdige forsøg. På det seneste var husværter begyndt at smide familier ud, kun fordi de havde flere end to børn, selvom de hverken larmede, eller der var problemer med at betale husleje. Fem børn og du kunne ikke få en bolig. Hun gav Folkets Avis ret i, at der burde være en lejerforening. En forældreforening var ikke nok."
Det var spøjst at læse de forskellige aviser. At Nationaltidendes referat fra Kvindekongressen er misogynt og uforskammet kommer næppe bag på nogen – men det er pudsigt nok også det grundigste. De brugte virkelig megen plads og omhu på at være nedladende. I dagevis.
Måske noget af det, der reelt var revolutionerende ved disse kongresser, var, at kvinderne var med – og ikke kun på den specielle kvindekongres.
English