Jeg er oprigtigt bekymret for udviklingen omkring digital identitet på nettet.

Ikke fordi jeg er imod ID, sikkerhed eller verifikation som princip. Det er jeg ikke. Jeg forstår godt behovet for at skelne mellem mennesker, bots, svindel og organiseret kriminalitet.

Men historien har lært os én ting igen og igen:
Systemer, der kan misbruges, vil blive misbrugt, når magtbalancen ændrer sig.

Spørgsmålet er derfor ikke om digital ID kan være nyttigt.
Spørgsmålet er: hvordan sikrer vi, at det ikke vendes mod dissidenter, whistleblowere, journalister og almindelige borgere med upopulære holdninger?

For hvad sker der den dag, hvor:
• din online-identitet kan kobles entydigt til din fysiske person
• adgang til platforme kræver statsligt eller centralt godkendt ID
• “forkert” adfærd bliver et administrativt problem i stedet for et debatspørgsmål

Man behøver ikke forestille sig et dystopisk mareridt. Man skal bare kigge på, hvordan love, undtagelser og “midlertidige foranstaltninger” historisk har haft det med at blive permanente.

Hvis digital identitet skal have en fremtid, må den som minimum bygge på:
• decentralisering frem for central kontrol
• mulighed for anonymitet og pseudonymitet
• klare juridiske barrierer mod politisk misbrug
• teknisk adskillelse mellem identitet og ytring

Ellers er det ikke et sikkerhedsværktøj.
Så er det et kontrolværktøj, der bare venter på det forkerte politiske klima.

Det her er ikke et nej.
Det er et krav om, at vi tænker os om før infrastrukturen er låst fast.