Hvorfor vælger nogle mennesker at støtte imperialistisk adfærd, samtidig med at de tager afstand fra de uundgåelige konsekvenser, såsom flygtningestrømme? Det kan være svært at forstå, hvordan man på den ene side kan være stærkt imod flygtninge og på den anden side ubetinget støtte USA’s imperialistiske handlinger. Dette fremstår som en åbenlys selvmodsigelse. Et aktuelt eksempel er de mange, der forsvarer USA’s ulovlige indblanding i Venezuela. Samtidig ser vi, hvordan nogle hylder USA’s og Israels imperialistiske handlinger, mens de fordømmer Rusland og præstestyret i Iran. Denne dobbeltmoral er slående og rejser spørgsmålet om, hvornår der vil opstå en reel selvransagelse.
Desværre synes hverken racisme eller imperialisme at vække moralsk eftertanke. Gang på gang ser vi, hvordan personer, der har deltaget i imperialistiske og racistiske handlinger, bliver anerkendt og hyldet for deres indsats – eksempelvis i Irak. Dette er dybt bekymrende. Samtidig er det tankevækkende, hvordan nogle, der konsekvent fokuserer på kriminalitet blandt udlændinge, ignorerer den danske stats egne problematiske handlinger i forbindelse med støtte til ulovlig adfærd på internationalt plan. Det er påfaldende, hvordan visse grupper mødes med skarp kritik, mens organisationer, der åbent støtter undertrykkelse og etnisk udrensning, bliver mødt med stiltiende accept. Denne form for selektiv indignation er ikke blot uholdbar, men også dybt skadelig for en sammenhængende og retfærdig verdensorden.