Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - Del 1
Det er mandag morgen efter nytår. Det kan være et hvilket som helst år, og det behøver heller ikke være en mandag, afgørende er det dog, at det er den første arbejdsdag i et nyt år.
På forfatterens bord ligger en blok, en ny kalender og et udvalg af kuglepenne i forskellige farver. Der er også en PC, en post-it blok og en halv-tom kop the. Den billigste slags fra netto. Theen har en lidt mælket farve og forfatteren insisterer på at stave den med h, selvom det ikke er nødvendigt i forhold til retstavning i dette århundrede, men sådan har forfattere deres små særheder og korrekturlæseren fanger det jo nok inden udgivelsen.
Forfatteren har længe gjort sig tanker om det nye års arbejdsopgaver, men de er stadig fanget som tanker, og skal denne morgen finde vej til papiret. Ikke til skærmen, men ind i den analoge kalender - som mål, drømme og planer – noget vil blive realiseret, andet vil kun leve kort som notater på de gullige sider.
For den første måned, januar, noteres ’ansøgning til statens kunstfond – arbejdslegat’.
Forfatteren søger, som mange kolleger, hvert eneste år – og som det gælder for flertallet af kolleger, kommer der et afslag. Ikke begrundet med noget specifikt, blot et par linjer, der koldt og kontant afgør, at forfatterens ansøgning, tekstuddrag og talent er blevet vejet og fundet for let. Forfatteren ved det, men ansøger alligevel. Det handler om at indse, eller håbe, at kun et udvalg af ansøgninger faktisk er blevet læst, at afslaget er generisk og at selve det at skrive ansøgninger er et vigtigt element i tilblivelsen af de værker forfatteren noterer som projekter på næste linje.
En ny roman, måske. Noget samfundskritisk aktuelt (det giver bedre muligheder for ansøgningen), noget selvbiografisk (men det sælger bedst, hvis det er enten injuirierende eller man allerede er kendt) eller måske en romance, selvom det egentlig ikke er særlig inspirerende at skrive.
Forfatteren har mange idéer.
Idéerne bliver listet op under hinanden og prioriteret. Det ender med en arbejdstitel ’Vejen hjem’ og en løs idé. Noget med mødre og deres teenagedøtre. Frigørelse og faren for endelige brud. Noget, der ligger forfatterens hjerte nært. Den titel vil ikke udløse støtte nogen steder, og sikkert heller ikke noget salg, men når det ligger hjertet nært er muserne mere samarbejdsvillige og alt, hvad der skrives i flow bliver bedre at læse, så ’Vejen hjem’ får en ekstra tyk streg under og er nu årets primære mål.
Under titlen skriver forfatteren mål for sin podcast, novelle-idéer, opslag på SoMe og andre idéer til at sælge sig selv og sine bøger.
Forfatterens skrivebord står i hjemmet – der er ikke råd til et kontor, så det er faktisk også famjliens spisebord. Til gengæld er arbejdspladsen sjældent ensom. Forfatteren ser på klokken og konstaterer, at det snart er tid. Skoledagen er forbi og om lidt kommer børnene hjem og skaber støj i hytten. Livgivende og let forstyrrende. Man kan jo drømme om et legatophold, tænker forfatteren, men ved godt, at det vil kræve mere arbejde for at skaffe børnepasning, så tanken parkeres, ligesom kalender og notesblok. Imens børnene smider skoletaskerne finder forfatteren sin PC frem. Ikke for at skrive, det tog er kørt for i dag, men for at pleje sine kontakter på Sociale Medier. Måske skal der også sendes et par mails til forlag og forfatterkolleger. Det kræver ikke den store koncentration, så selvom børnene giver den gas på trompet og klaver lykkes det at få noget fra hånden, inden turen går til musikskolen.
Det forholder sig nemlig sådan, at børnenes skole har nedprioriteret kreative fag og musiklokalet er inddraget til andre formål. Forfatteren har den holdning, at ethvert barn skal have musikken i gave og at al stor kunst starter med børn og amatører. Tiden og undervisningen er dyr, men glæden stor.
Imens børnene bliver undervist noterer forfatteren sæsonens koncerter og arrangementer i kalenderen. Det ligger typisk på aftener og weekender, hvor det ville være muligt at sælge foredrag til bibliotekerne, men det gør egentlig ikke noget. Det er nemlig et stort og utaknemmeligt arbejde at sælge den slags, når man ikke er et stort navn, og det er forfatteren endnu ikke, selvom bøgerne er blevet pænt anmeldt og læst af mange.
Følg med på profilen her for den nedslående fortsættelse af 'Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - måske i morgen, hvis muserne vil ;-)
Og like, del og kommenter gerne for aktivitet her på siden :-)
Det er mandag morgen efter nytår. Det kan være et hvilket som helst år, og det behøver heller ikke være en mandag, afgørende er det dog, at det er den første arbejdsdag i et nyt år.
På forfatterens bord ligger en blok, en ny kalender og et udvalg af kuglepenne i forskellige farver. Der er også en PC, en post-it blok og en halv-tom kop the. Den billigste slags fra netto. Theen har en lidt mælket farve og forfatteren insisterer på at stave den med h, selvom det ikke er nødvendigt i forhold til retstavning i dette århundrede, men sådan har forfattere deres små særheder og korrekturlæseren fanger det jo nok inden udgivelsen.
Forfatteren har længe gjort sig tanker om det nye års arbejdsopgaver, men de er stadig fanget som tanker, og skal denne morgen finde vej til papiret. Ikke til skærmen, men ind i den analoge kalender - som mål, drømme og planer – noget vil blive realiseret, andet vil kun leve kort som notater på de gullige sider.
For den første måned, januar, noteres ’ansøgning til statens kunstfond – arbejdslegat’.
Forfatteren søger, som mange kolleger, hvert eneste år – og som det gælder for flertallet af kolleger, kommer der et afslag. Ikke begrundet med noget specifikt, blot et par linjer, der koldt og kontant afgør, at forfatterens ansøgning, tekstuddrag og talent er blevet vejet og fundet for let. Forfatteren ved det, men ansøger alligevel. Det handler om at indse, eller håbe, at kun et udvalg af ansøgninger faktisk er blevet læst, at afslaget er generisk og at selve det at skrive ansøgninger er et vigtigt element i tilblivelsen af de værker forfatteren noterer som projekter på næste linje.
En ny roman, måske. Noget samfundskritisk aktuelt (det giver bedre muligheder for ansøgningen), noget selvbiografisk (men det sælger bedst, hvis det er enten injuirierende eller man allerede er kendt) eller måske en romance, selvom det egentlig ikke er særlig inspirerende at skrive.
Forfatteren har mange idéer.
Idéerne bliver listet op under hinanden og prioriteret. Det ender med en arbejdstitel ’Vejen hjem’ og en løs idé. Noget med mødre og deres teenagedøtre. Frigørelse og faren for endelige brud. Noget, der ligger forfatterens hjerte nært. Den titel vil ikke udløse støtte nogen steder, og sikkert heller ikke noget salg, men når det ligger hjertet nært er muserne mere samarbejdsvillige og alt, hvad der skrives i flow bliver bedre at læse, så ’Vejen hjem’ får en ekstra tyk streg under og er nu årets primære mål.
Under titlen skriver forfatteren mål for sin podcast, novelle-idéer, opslag på SoMe og andre idéer til at sælge sig selv og sine bøger.
Forfatterens skrivebord står i hjemmet – der er ikke råd til et kontor, så det er faktisk også famjliens spisebord. Til gengæld er arbejdspladsen sjældent ensom. Forfatteren ser på klokken og konstaterer, at det snart er tid. Skoledagen er forbi og om lidt kommer børnene hjem og skaber støj i hytten. Livgivende og let forstyrrende. Man kan jo drømme om et legatophold, tænker forfatteren, men ved godt, at det vil kræve mere arbejde for at skaffe børnepasning, så tanken parkeres, ligesom kalender og notesblok. Imens børnene smider skoletaskerne finder forfatteren sin PC frem. Ikke for at skrive, det tog er kørt for i dag, men for at pleje sine kontakter på Sociale Medier. Måske skal der også sendes et par mails til forlag og forfatterkolleger. Det kræver ikke den store koncentration, så selvom børnene giver den gas på trompet og klaver lykkes det at få noget fra hånden, inden turen går til musikskolen.
Det forholder sig nemlig sådan, at børnenes skole har nedprioriteret kreative fag og musiklokalet er inddraget til andre formål. Forfatteren har den holdning, at ethvert barn skal have musikken i gave og at al stor kunst starter med børn og amatører. Tiden og undervisningen er dyr, men glæden stor.
Imens børnene bliver undervist noterer forfatteren sæsonens koncerter og arrangementer i kalenderen. Det ligger typisk på aftener og weekender, hvor det ville være muligt at sælge foredrag til bibliotekerne, men det gør egentlig ikke noget. Det er nemlig et stort og utaknemmeligt arbejde at sælge den slags, når man ikke er et stort navn, og det er forfatteren endnu ikke, selvom bøgerne er blevet pænt anmeldt og læst af mange.
Følg med på profilen her for den nedslående fortsættelse af 'Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - måske i morgen, hvis muserne vil ;-)
Og like, del og kommenter gerne for aktivitet her på siden :-)
Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - Del 1
Det er mandag morgen efter nytår. Det kan være et hvilket som helst år, og det behøver heller ikke være en mandag, afgørende er det dog, at det er den første arbejdsdag i et nyt år.
På forfatterens bord ligger en blok, en ny kalender og et udvalg af kuglepenne i forskellige farver. Der er også en PC, en post-it blok og en halv-tom kop the. Den billigste slags fra netto. Theen har en lidt mælket farve og forfatteren insisterer på at stave den med h, selvom det ikke er nødvendigt i forhold til retstavning i dette århundrede, men sådan har forfattere deres små særheder og korrekturlæseren fanger det jo nok inden udgivelsen.
Forfatteren har længe gjort sig tanker om det nye års arbejdsopgaver, men de er stadig fanget som tanker, og skal denne morgen finde vej til papiret. Ikke til skærmen, men ind i den analoge kalender - som mål, drømme og planer – noget vil blive realiseret, andet vil kun leve kort som notater på de gullige sider.
For den første måned, januar, noteres ’ansøgning til statens kunstfond – arbejdslegat’.
Forfatteren søger, som mange kolleger, hvert eneste år – og som det gælder for flertallet af kolleger, kommer der et afslag. Ikke begrundet med noget specifikt, blot et par linjer, der koldt og kontant afgør, at forfatterens ansøgning, tekstuddrag og talent er blevet vejet og fundet for let. Forfatteren ved det, men ansøger alligevel. Det handler om at indse, eller håbe, at kun et udvalg af ansøgninger faktisk er blevet læst, at afslaget er generisk og at selve det at skrive ansøgninger er et vigtigt element i tilblivelsen af de værker forfatteren noterer som projekter på næste linje.
En ny roman, måske. Noget samfundskritisk aktuelt (det giver bedre muligheder for ansøgningen), noget selvbiografisk (men det sælger bedst, hvis det er enten injuirierende eller man allerede er kendt) eller måske en romance, selvom det egentlig ikke er særlig inspirerende at skrive.
Forfatteren har mange idéer.
Idéerne bliver listet op under hinanden og prioriteret. Det ender med en arbejdstitel ’Vejen hjem’ og en løs idé. Noget med mødre og deres teenagedøtre. Frigørelse og faren for endelige brud. Noget, der ligger forfatterens hjerte nært. Den titel vil ikke udløse støtte nogen steder, og sikkert heller ikke noget salg, men når det ligger hjertet nært er muserne mere samarbejdsvillige og alt, hvad der skrives i flow bliver bedre at læse, så ’Vejen hjem’ får en ekstra tyk streg under og er nu årets primære mål.
Under titlen skriver forfatteren mål for sin podcast, novelle-idéer, opslag på SoMe og andre idéer til at sælge sig selv og sine bøger.
Forfatterens skrivebord står i hjemmet – der er ikke råd til et kontor, så det er faktisk også famjliens spisebord. Til gengæld er arbejdspladsen sjældent ensom. Forfatteren ser på klokken og konstaterer, at det snart er tid. Skoledagen er forbi og om lidt kommer børnene hjem og skaber støj i hytten. Livgivende og let forstyrrende. Man kan jo drømme om et legatophold, tænker forfatteren, men ved godt, at det vil kræve mere arbejde for at skaffe børnepasning, så tanken parkeres, ligesom kalender og notesblok. Imens børnene smider skoletaskerne finder forfatteren sin PC frem. Ikke for at skrive, det tog er kørt for i dag, men for at pleje sine kontakter på Sociale Medier. Måske skal der også sendes et par mails til forlag og forfatterkolleger. Det kræver ikke den store koncentration, så selvom børnene giver den gas på trompet og klaver lykkes det at få noget fra hånden, inden turen går til musikskolen.
Det forholder sig nemlig sådan, at børnenes skole har nedprioriteret kreative fag og musiklokalet er inddraget til andre formål. Forfatteren har den holdning, at ethvert barn skal have musikken i gave og at al stor kunst starter med børn og amatører. Tiden og undervisningen er dyr, men glæden stor.
Imens børnene bliver undervist noterer forfatteren sæsonens koncerter og arrangementer i kalenderen. Det ligger typisk på aftener og weekender, hvor det ville være muligt at sælge foredrag til bibliotekerne, men det gør egentlig ikke noget. Det er nemlig et stort og utaknemmeligt arbejde at sælge den slags, når man ikke er et stort navn, og det er forfatteren endnu ikke, selvom bøgerne er blevet pænt anmeldt og læst af mange.
Følg med på profilen her for den nedslående fortsættelse af 'Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - måske i morgen, hvis muserne vil ;-)
Og like, del og kommenter gerne for aktivitet her på siden :-)
English