Flemming Chr Nielsen skriver på Facebook:
Du kan dårligt undgå dagligt at høre en eller anden politiker tale højstemt om "den danske og kristne kulturarv," men udtrykket er lige så indholdsløst, som når hofmændene i et af H. C. Andersens eventyr hele tiden siger "P!".
Men hvis man alligevel vil finde noget indhold, kommer vi ikke uden om, at dansk og kristen kulturarv i næsten alle henseender er muslimsk.
Det gik første gang op for mig, da jeg for nogle år siden så og genså og genså den tyrkiske filmserie Ethos på Netflix. Fra min barndom og ungdom kunne jeg genkende samtlige scener. De var min og mange andres danske kulturarv, noget helt andet og indholdsfyldt end "P!".
Omtrent samtidig øvede jeg mig i at blive præst i den danske folkekirke og skrev nogle prøveprædikener, som er trykt i bogen "Guds maskingevær."
En af mine prøveprædikener (jeg havde nær skrevet ræveprædikener) handlede om de mange ligheder mellem kristen og muslimsk tro.
Her får du min prædiken - du kan læse den eller zappe videre:
4. søndag efter trinitatis
Dette hellige evangelium skriver evangelisten etc.
”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”
I den senere tid har jeg ikke følt mig helt så velkommen hos min søn og hans familie som tidligere. Det skyldes dog ikke mine teologiske studier og optegnelser, som de ikke kender til, men så snart jeg træder ind i entreen, spørger de, om jeg kommer fra Jehovas Vidner. ”Nej,” svarer jeg, ”for Jehovas Vidner færdes altid to og to.”
Faktisk overvejer jeg for fremtiden at invitere en god ven med. Så vil vi i fællesskab udtrykke vores budskab, for det er hver gang det samme: ”Har I virkelig endnu ikke set den tyrkiske filmserie, der hedder Ethos?”
Svaret er altid et afmattet nej, men hvis vi nu er to kammerater, der side om side og allerede i døråbningen fremfører vores begejstring for serien, vil meget måske ændre sig, og det glade budskab vil spire og gro hos min søn og hans familie.
En filmserie eller film har aldrig i den grad grebet mig som Ethos – eller på tyrkisk Bir Başkadir, der betyder ”noget andet.” Ganske vist udspiller Ethos sig i Tyrkiet og blandt muslimer. Der er ingen danskere og ingen kristne i den. Ikke en eneste. I kort begreb skildrer den konflikten mellem de moderne og vestligt orienterede i den tyrkiske metropol og de gammeltroende og traditionelle muslimer på landet. De moderne er veluddannede. De har været i New York og Paris, og hvis de har ”åndelige” interesser, gælder det peruvianske åndemanere og importeret røgelse fra Nepal. Deres tilbagestående landsmænd opfatter de som plump og primitiv pøbel.
Omvendt med muslimerne i de afsides landsbyer. De tror på Gud og så færdig med det. De lever deres liv, som deres forældre og bedsteforældre gjorde det. Selvfølgelig møder de også den moderne verden, men med en vantro måben.
Og antag nu ikke, at filmserien tager stilling for eller imod den ene eller anden gruppe eller skikkelse. Den trænger dybt ind i hver enkelt af sine personer. Først og fremmest i den velbegavede og landlige Meryem, der på grund af sine besvimelsesanfald konsulterer en kvindelig psykiater i storbyen, men også i Meryems tunge klods af en åndeligt uflyttelig bror og i hendes psykisk nedbrudte svigerinde. Dertil den lokale imam – eller kald ham bare landsbypræst – og hans lesbiske datter, den afdankede playboy i storbyen, psykiateren og hendes kvindelige supervisor. Vi møder ikke i serien ét menneske, som ikke belyses i fuld figur. Vi får sympati med dem alle – også med voldtægtsmanden fra stenbruddet. Skal jeg alligevel her fra prædikestolen vove en kritik, er det den, at voldtægtsmanden lægger sin skyld på storbyens fangarme, hvilket jo både folkekirkeligt og kristeligt set er en fraskriven sig det altid personlige ansvar for synden.
Men disse ord er ikke tænkt som en fattig skitse til en prædiken eller blot til en kirkebladsanmeldelse af Ethos, for i så fald ville jeg give den alle Paradisets stjerner. Når den rammer med så voldsom en kraft, er forklaringen, at den ”handler” om mig og om de af mine nogenlunde jævnaldrende, der også er født og har levet på landet for cirka tre snese år siden. Den tvinger genkendelsens tårer frem i vore øjne.
For alle dens mennesker færdes – som os – mellem TRO og TOMHED.
...
(Se resten af teksten på Fb. Tryk på linket.
Eller se kommentarfeltet 2 og dernæst 3).
https://www.facebook.com/flemmingchr.nielsen/posts/pfbid0ZYcB8Q9Q6uXgZKfavCFeF4nf3NvqrqyYPELzdNU9pxufdqxq8XP9mQCnrFyo3zq9l
Du kan dårligt undgå dagligt at høre en eller anden politiker tale højstemt om "den danske og kristne kulturarv," men udtrykket er lige så indholdsløst, som når hofmændene i et af H. C. Andersens eventyr hele tiden siger "P!".
Men hvis man alligevel vil finde noget indhold, kommer vi ikke uden om, at dansk og kristen kulturarv i næsten alle henseender er muslimsk.
Det gik første gang op for mig, da jeg for nogle år siden så og genså og genså den tyrkiske filmserie Ethos på Netflix. Fra min barndom og ungdom kunne jeg genkende samtlige scener. De var min og mange andres danske kulturarv, noget helt andet og indholdsfyldt end "P!".
Omtrent samtidig øvede jeg mig i at blive præst i den danske folkekirke og skrev nogle prøveprædikener, som er trykt i bogen "Guds maskingevær."
En af mine prøveprædikener (jeg havde nær skrevet ræveprædikener) handlede om de mange ligheder mellem kristen og muslimsk tro.
Her får du min prædiken - du kan læse den eller zappe videre:
4. søndag efter trinitatis
Dette hellige evangelium skriver evangelisten etc.
”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”
I den senere tid har jeg ikke følt mig helt så velkommen hos min søn og hans familie som tidligere. Det skyldes dog ikke mine teologiske studier og optegnelser, som de ikke kender til, men så snart jeg træder ind i entreen, spørger de, om jeg kommer fra Jehovas Vidner. ”Nej,” svarer jeg, ”for Jehovas Vidner færdes altid to og to.”
Faktisk overvejer jeg for fremtiden at invitere en god ven med. Så vil vi i fællesskab udtrykke vores budskab, for det er hver gang det samme: ”Har I virkelig endnu ikke set den tyrkiske filmserie, der hedder Ethos?”
Svaret er altid et afmattet nej, men hvis vi nu er to kammerater, der side om side og allerede i døråbningen fremfører vores begejstring for serien, vil meget måske ændre sig, og det glade budskab vil spire og gro hos min søn og hans familie.
En filmserie eller film har aldrig i den grad grebet mig som Ethos – eller på tyrkisk Bir Başkadir, der betyder ”noget andet.” Ganske vist udspiller Ethos sig i Tyrkiet og blandt muslimer. Der er ingen danskere og ingen kristne i den. Ikke en eneste. I kort begreb skildrer den konflikten mellem de moderne og vestligt orienterede i den tyrkiske metropol og de gammeltroende og traditionelle muslimer på landet. De moderne er veluddannede. De har været i New York og Paris, og hvis de har ”åndelige” interesser, gælder det peruvianske åndemanere og importeret røgelse fra Nepal. Deres tilbagestående landsmænd opfatter de som plump og primitiv pøbel.
Omvendt med muslimerne i de afsides landsbyer. De tror på Gud og så færdig med det. De lever deres liv, som deres forældre og bedsteforældre gjorde det. Selvfølgelig møder de også den moderne verden, men med en vantro måben.
Og antag nu ikke, at filmserien tager stilling for eller imod den ene eller anden gruppe eller skikkelse. Den trænger dybt ind i hver enkelt af sine personer. Først og fremmest i den velbegavede og landlige Meryem, der på grund af sine besvimelsesanfald konsulterer en kvindelig psykiater i storbyen, men også i Meryems tunge klods af en åndeligt uflyttelig bror og i hendes psykisk nedbrudte svigerinde. Dertil den lokale imam – eller kald ham bare landsbypræst – og hans lesbiske datter, den afdankede playboy i storbyen, psykiateren og hendes kvindelige supervisor. Vi møder ikke i serien ét menneske, som ikke belyses i fuld figur. Vi får sympati med dem alle – også med voldtægtsmanden fra stenbruddet. Skal jeg alligevel her fra prædikestolen vove en kritik, er det den, at voldtægtsmanden lægger sin skyld på storbyens fangarme, hvilket jo både folkekirkeligt og kristeligt set er en fraskriven sig det altid personlige ansvar for synden.
Men disse ord er ikke tænkt som en fattig skitse til en prædiken eller blot til en kirkebladsanmeldelse af Ethos, for i så fald ville jeg give den alle Paradisets stjerner. Når den rammer med så voldsom en kraft, er forklaringen, at den ”handler” om mig og om de af mine nogenlunde jævnaldrende, der også er født og har levet på landet for cirka tre snese år siden. Den tvinger genkendelsens tårer frem i vore øjne.
For alle dens mennesker færdes – som os – mellem TRO og TOMHED.
...
(Se resten af teksten på Fb. Tryk på linket.
Eller se kommentarfeltet 2 og dernæst 3).
https://www.facebook.com/flemmingchr.nielsen/posts/pfbid0ZYcB8Q9Q6uXgZKfavCFeF4nf3NvqrqyYPELzdNU9pxufdqxq8XP9mQCnrFyo3zq9l
Flemming Chr Nielsen skriver på Facebook:
Du kan dårligt undgå dagligt at høre en eller anden politiker tale højstemt om "den danske og kristne kulturarv," men udtrykket er lige så indholdsløst, som når hofmændene i et af H. C. Andersens eventyr hele tiden siger "P!".
Men hvis man alligevel vil finde noget indhold, kommer vi ikke uden om, at dansk og kristen kulturarv i næsten alle henseender er muslimsk.
Det gik første gang op for mig, da jeg for nogle år siden så og genså og genså den tyrkiske filmserie Ethos på Netflix. Fra min barndom og ungdom kunne jeg genkende samtlige scener. De var min og mange andres danske kulturarv, noget helt andet og indholdsfyldt end "P!".
Omtrent samtidig øvede jeg mig i at blive præst i den danske folkekirke og skrev nogle prøveprædikener, som er trykt i bogen "Guds maskingevær."
En af mine prøveprædikener (jeg havde nær skrevet ræveprædikener) handlede om de mange ligheder mellem kristen og muslimsk tro.
Her får du min prædiken - du kan læse den eller zappe videre:
4. søndag efter trinitatis
Dette hellige evangelium skriver evangelisten etc.
”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”
I den senere tid har jeg ikke følt mig helt så velkommen hos min søn og hans familie som tidligere. Det skyldes dog ikke mine teologiske studier og optegnelser, som de ikke kender til, men så snart jeg træder ind i entreen, spørger de, om jeg kommer fra Jehovas Vidner. ”Nej,” svarer jeg, ”for Jehovas Vidner færdes altid to og to.”
Faktisk overvejer jeg for fremtiden at invitere en god ven med. Så vil vi i fællesskab udtrykke vores budskab, for det er hver gang det samme: ”Har I virkelig endnu ikke set den tyrkiske filmserie, der hedder Ethos?”
Svaret er altid et afmattet nej, men hvis vi nu er to kammerater, der side om side og allerede i døråbningen fremfører vores begejstring for serien, vil meget måske ændre sig, og det glade budskab vil spire og gro hos min søn og hans familie.
En filmserie eller film har aldrig i den grad grebet mig som Ethos – eller på tyrkisk Bir Başkadir, der betyder ”noget andet.” Ganske vist udspiller Ethos sig i Tyrkiet og blandt muslimer. Der er ingen danskere og ingen kristne i den. Ikke en eneste. I kort begreb skildrer den konflikten mellem de moderne og vestligt orienterede i den tyrkiske metropol og de gammeltroende og traditionelle muslimer på landet. De moderne er veluddannede. De har været i New York og Paris, og hvis de har ”åndelige” interesser, gælder det peruvianske åndemanere og importeret røgelse fra Nepal. Deres tilbagestående landsmænd opfatter de som plump og primitiv pøbel.
Omvendt med muslimerne i de afsides landsbyer. De tror på Gud og så færdig med det. De lever deres liv, som deres forældre og bedsteforældre gjorde det. Selvfølgelig møder de også den moderne verden, men med en vantro måben.
Og antag nu ikke, at filmserien tager stilling for eller imod den ene eller anden gruppe eller skikkelse. Den trænger dybt ind i hver enkelt af sine personer. Først og fremmest i den velbegavede og landlige Meryem, der på grund af sine besvimelsesanfald konsulterer en kvindelig psykiater i storbyen, men også i Meryems tunge klods af en åndeligt uflyttelig bror og i hendes psykisk nedbrudte svigerinde. Dertil den lokale imam – eller kald ham bare landsbypræst – og hans lesbiske datter, den afdankede playboy i storbyen, psykiateren og hendes kvindelige supervisor. Vi møder ikke i serien ét menneske, som ikke belyses i fuld figur. Vi får sympati med dem alle – også med voldtægtsmanden fra stenbruddet. Skal jeg alligevel her fra prædikestolen vove en kritik, er det den, at voldtægtsmanden lægger sin skyld på storbyens fangarme, hvilket jo både folkekirkeligt og kristeligt set er en fraskriven sig det altid personlige ansvar for synden.
Men disse ord er ikke tænkt som en fattig skitse til en prædiken eller blot til en kirkebladsanmeldelse af Ethos, for i så fald ville jeg give den alle Paradisets stjerner. Når den rammer med så voldsom en kraft, er forklaringen, at den ”handler” om mig og om de af mine nogenlunde jævnaldrende, der også er født og har levet på landet for cirka tre snese år siden. Den tvinger genkendelsens tårer frem i vore øjne.
For alle dens mennesker færdes – som os – mellem TRO og TOMHED.
...
(Se resten af teksten på Fb. Tryk på linket.
Eller se kommentarfeltet 2 og dernæst 3).
https://www.facebook.com/flemmingchr.nielsen/posts/pfbid0ZYcB8Q9Q6uXgZKfavCFeF4nf3NvqrqyYPELzdNU9pxufdqxq8XP9mQCnrFyo3zq9l
English