Jeg vil gerne dele nogle tanker og forklare en vigtig pointe, som jeg håber, I vil tage til jer. For mig kræver sociale situationer en del mentalt overskud. Hvis det allerede er udfordrende at være sammen med voksne, så kan I forestille jer, hvor meget mere det kræver at være sammen med børn. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er børnenes skyld – det handler om, hvordan min hjerne fungerer på grund af mit handicap. Derfor er der nogle tiltag, jeg er nødt til at tage for at passe på mig selv og undgå at blive overbelastet.

Jeg har et ledsagerkort, som giver mig adgang til visse hjælpemidler og muligheder. Disse bruger jeg generelt, hvor det giver mening, men der er nogle specifikke tiltag, jeg kun benytter, når jeg er sammen med børn. Det skyldes, at børn kræver mere energi og opmærksomhed, og jeg har brug for ekstra støtte for at kunne være til stede på en god måde. Voksne har ofte lettere ved at forstå, når jeg har brug for en pause, men børn har naturligvis ikke samme evne til at aflæse situationen. Derfor er det nødvendigt, at jeg tager disse hjælpemidler i brug, når jeg er sammen med dem – ikke som en fordel, men som en nødvendighed for at kunne deltage og være en del af deres liv.

Jeg vil gerne opfordre jer, der har børn i mit liv, til at hjælpe dem med at forstå, at jeg er handicappet, og at nogle af de ting, jeg gør, er nødvendige for mig. Det er en vigtig læring for dem, at vi alle har forskellige behov, og at de tiltag, jeg tager, gør det muligt for mig at være sammen med dem. Hvis jeg ikke passer på mig selv, risikerer jeg at få en nedsmeltning, og det gavner ingen. Ved at minimere risikoen for overbelastning kan jeg være noget for mig selv – og dermed også for andre.

Efter en periode, hvor jeg har haft det svært, er det blevet tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at prioritere min egen trivsel. Jeg håber, at I også husker at tage jer af jer selv, så I kan være noget for andre. For mig er det en nødvendighed at tage disse skridt, og jeg sætter pris på jeres forståelse og støtte.