Jeg har svært ved at forstå, hvorfor nogen, der hylder ledere, der fremmer krig, eller som forfølger mennesker på baggrund af deres forskelligheder, skulle ønske at bruge tid med mig. Hvis man støtter personer, der skaber lidelse, kan man ikke påstå at interessere sig for andres velbefindende – og i hvert fald ikke for mit.

Jeg siger nej tak til dem, der dømmer mig på forhold, jeg ikke kan ændre, og som samtidig ser op til ledere, der udnytter deres magt til at undertrykke minoriteter eller latterliggøre mennesker med handicap. Hvis man betragter sådanne ledere som helte, signalerer man, at mit liv og min eksistens ikke har værdi.

Det samme gælder dem, der forsøger at fremstå rummelige, men hvis handlinger og støtte afslører det modsatte. Sprog og holdninger fra visse politikere i verden, især dem uden indsigt i mennesker med autisme eller andre minoriteter, taler deres tydelige sprog. Hvis man har respekt for sådanne synspunkter, ønsker man jo ikke reelt at mennesker som mig eksisterer og har et værdigt liv.