Jeg tog for mange år siden den beslutning, at jeg aldrig ville have en smartphone. Når jeg så på mine omgivelser - de nære i familien, i pause og frokostrummet på arbejdspladsen, og på det perifærde i det offentlige rum, så oplevede jeg, at folk blev mere fraværende og indelukkede. Jeg har oplevet små børn, der var ved at falde i vandet ved Nyhavn, fordi deres forældre scrollede på deres smartphones i stedet for at holde øje med deres børn. Jeg oplevede en flok kolleger som gik fra, at være dem man vendte livets genvordigheder med, og til at blive "scrolletosser på fuld tid". Det gjorde, at jeg stoppede med at holde pauser med dem - kontakten var væk. Alle har nok lignende oplevelser og jeg tror, at det bliver et større problem end vi i dag forestiller os. Ikke blot for det enkelte menneske, men for samfundet som helhed. Artiklen berører en række ting, som evnen til at gøre KUN ÉN TING af gangen, at fastholde sin evne til nærvær og fordybelse. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over hvad folk bruger deres liv til, men jeg har da et par forslag, hvis det skulle være - hvis nogen kan løsrive sig. https://www.dr.dk/nyheder/kultur/kan-du-gaa-en-tur-uden-musik-i-oererne-faenomenet-rawdogging-vinder-frem