Dansk
Lidt info. Godt at vide, fordi...
Nogen siger noget andet... men hvad er sandt.
Birgitte Rahbek, kultursociolog (fra hendes FB profil)
Det er yderst sjældent at høre en debat om Mellemøsten, uden at der er en eller som regel flere fejl, senest i aftenens debat på RadioIIII, det er ubærligt, hvor uvidende folk har lov til at være eller tillader sig at være, når de udtaler sig om et givent emne. Uvidenhed prægede også i voldsom grad Weekendavisens debatredaktør i Debatten for et stykke tid siden, derfor er det måske ikke så underligt, at han tilsyneladende ikke har ønsket at offentliggøre nedenstående læserbrev, så derfor får I det her - uden betalingsmur:-)
Krasniks fornemmelse for Israel
Det er al ære værd, at Martin Krasnik (WA 10. september 2025) kommer med et langt og udførligt svar på Omar Shargawis spørgsmål. Jeg skal ikke anfægte Krasniks forhold til Israel og zionismen, men vil lige anholde påstanden om, at Israel blev grundlagt på Holocaust - en meget almindelig historisk misforståelse. Zionismen opstod længe inden Anden Verdenskrig og var i sin essens et europæisk koloniprojekt, der begyndte at få fast form under det britisk mandat i Palæstina, og som var langt fremme i sin fuldførelse, da Anden Verdenskrig tog sin begyndelse og på en måde betød en udsættelse af projektet.
Zionisternes forhold til holocaust er en lidet glorværdig del af deres historie, herunder hvordan de overlevende fra Holocaust blev behandlet af zionisterne i Palæstina, da de nåede frem. Det har den israelske historiker og journalist Tom Segev beskrevet i bogen The Seventh Million. Men for Israel har holocaust først og fremmest betydet to ting: i forhold til især Tyskland har det kunnet bruges som et hævekort og en konstant reminder ’husk hvad I har gjort, så kritiser os ikke’. Den anden væsentlige konsekvens var, at hvor zionismen som nævnt var et europæisk foretagende og et udslag af europæisk inklusive russisk antisemitisme, havde bevægelsen ikke interesseret sig for de arabiske jøder, som levede et roligt liv som det - de også og først og fremmest var - arabere. Men da de tyske udryddelseslejre tilintetgjorde størstedelen af det påtænkte menneskemateriale i Europa, så zionisterne sig foranlediget til at vende sig mod deres arabiske trosfæller. De var ikke alle lige villige til at rejse til Palæstina, f.eks. måtte Mossad ty til håndgranater i Bagdad for at få gang i udvandringen af de irakiske jøder. Antisemitismen i den arabiske verden var de fleste steder et resultat af zionismen, som gjorde zionisme synonymt med det at være jøde. Det har været et stort tab for den arabiske verden, at næsten alle jøder valgte at udvandre til enten Israel eller Vesten.
Problemet med zionismen var og er ikke, at der er tale om en jødisk nationalbevægelse – som inden Anden Verdenskrig var en lille minoritet – men at denne bevægelse havde udset sig et befolket land til at virkeliggøre sin nationalisme. For palæstinenserne har zionismen fra begyndelsen betydet død og fordrivelse; i dag ser vi den yderste konsekvens af denne politik.
Mon ikke de fleste efter Anden Verdenskrig ville have fundet det rimeligt, hvis denne stat var blevet placeret i Bayern og ikke i et land, der altid havde taget imod jøder, indtil de kom som besættere?
Nogen siger noget andet... men hvad er sandt.
Birgitte Rahbek, kultursociolog (fra hendes FB profil)
Det er yderst sjældent at høre en debat om Mellemøsten, uden at der er en eller som regel flere fejl, senest i aftenens debat på RadioIIII, det er ubærligt, hvor uvidende folk har lov til at være eller tillader sig at være, når de udtaler sig om et givent emne. Uvidenhed prægede også i voldsom grad Weekendavisens debatredaktør i Debatten for et stykke tid siden, derfor er det måske ikke så underligt, at han tilsyneladende ikke har ønsket at offentliggøre nedenstående læserbrev, så derfor får I det her - uden betalingsmur:-)
Krasniks fornemmelse for Israel
Det er al ære værd, at Martin Krasnik (WA 10. september 2025) kommer med et langt og udførligt svar på Omar Shargawis spørgsmål. Jeg skal ikke anfægte Krasniks forhold til Israel og zionismen, men vil lige anholde påstanden om, at Israel blev grundlagt på Holocaust - en meget almindelig historisk misforståelse. Zionismen opstod længe inden Anden Verdenskrig og var i sin essens et europæisk koloniprojekt, der begyndte at få fast form under det britisk mandat i Palæstina, og som var langt fremme i sin fuldførelse, da Anden Verdenskrig tog sin begyndelse og på en måde betød en udsættelse af projektet.
Zionisternes forhold til holocaust er en lidet glorværdig del af deres historie, herunder hvordan de overlevende fra Holocaust blev behandlet af zionisterne i Palæstina, da de nåede frem. Det har den israelske historiker og journalist Tom Segev beskrevet i bogen The Seventh Million. Men for Israel har holocaust først og fremmest betydet to ting: i forhold til især Tyskland har det kunnet bruges som et hævekort og en konstant reminder ’husk hvad I har gjort, så kritiser os ikke’. Den anden væsentlige konsekvens var, at hvor zionismen som nævnt var et europæisk foretagende og et udslag af europæisk inklusive russisk antisemitisme, havde bevægelsen ikke interesseret sig for de arabiske jøder, som levede et roligt liv som det - de også og først og fremmest var - arabere. Men da de tyske udryddelseslejre tilintetgjorde størstedelen af det påtænkte menneskemateriale i Europa, så zionisterne sig foranlediget til at vende sig mod deres arabiske trosfæller. De var ikke alle lige villige til at rejse til Palæstina, f.eks. måtte Mossad ty til håndgranater i Bagdad for at få gang i udvandringen af de irakiske jøder. Antisemitismen i den arabiske verden var de fleste steder et resultat af zionismen, som gjorde zionisme synonymt med det at være jøde. Det har været et stort tab for den arabiske verden, at næsten alle jøder valgte at udvandre til enten Israel eller Vesten.
Problemet med zionismen var og er ikke, at der er tale om en jødisk nationalbevægelse – som inden Anden Verdenskrig var en lille minoritet – men at denne bevægelse havde udset sig et befolket land til at virkeliggøre sin nationalisme. For palæstinenserne har zionismen fra begyndelsen betydet død og fordrivelse; i dag ser vi den yderste konsekvens af denne politik.
Mon ikke de fleste efter Anden Verdenskrig ville have fundet det rimeligt, hvis denne stat var blevet placeret i Bayern og ikke i et land, der altid havde taget imod jøder, indtil de kom som besættere?
Lidt info. Godt at vide, fordi...
Nogen siger noget andet... men hvad er sandt. 👇
Birgitte Rahbek, kultursociolog (fra hendes FB profil)
Det er yderst sjældent at høre en debat om Mellemøsten, uden at der er en eller som regel flere fejl, senest i aftenens debat på RadioIIII, det er ubærligt, hvor uvidende folk har lov til at være eller tillader sig at være, når de udtaler sig om et givent emne. Uvidenhed prægede også i voldsom grad Weekendavisens debatredaktør i Debatten for et stykke tid siden, derfor er det måske ikke så underligt, at han tilsyneladende ikke har ønsket at offentliggøre nedenstående læserbrev, så derfor får I det her - uden betalingsmur:-)
Krasniks fornemmelse for Israel
Det er al ære værd, at Martin Krasnik (WA 10. september 2025) kommer med et langt og udførligt svar på Omar Shargawis spørgsmål. Jeg skal ikke anfægte Krasniks forhold til Israel og zionismen, men vil lige anholde påstanden om, at Israel blev grundlagt på Holocaust - en meget almindelig historisk misforståelse. Zionismen opstod længe inden Anden Verdenskrig og var i sin essens et europæisk koloniprojekt, der begyndte at få fast form under det britisk mandat i Palæstina, og som var langt fremme i sin fuldførelse, da Anden Verdenskrig tog sin begyndelse og på en måde betød en udsættelse af projektet.
Zionisternes forhold til holocaust er en lidet glorværdig del af deres historie, herunder hvordan de overlevende fra Holocaust blev behandlet af zionisterne i Palæstina, da de nåede frem. Det har den israelske historiker og journalist Tom Segev beskrevet i bogen The Seventh Million. Men for Israel har holocaust først og fremmest betydet to ting: i forhold til især Tyskland har det kunnet bruges som et hævekort og en konstant reminder ’husk hvad I har gjort, så kritiser os ikke’. Den anden væsentlige konsekvens var, at hvor zionismen som nævnt var et europæisk foretagende og et udslag af europæisk inklusive russisk antisemitisme, havde bevægelsen ikke interesseret sig for de arabiske jøder, som levede et roligt liv som det - de også og først og fremmest var - arabere. Men da de tyske udryddelseslejre tilintetgjorde størstedelen af det påtænkte menneskemateriale i Europa, så zionisterne sig foranlediget til at vende sig mod deres arabiske trosfæller. De var ikke alle lige villige til at rejse til Palæstina, f.eks. måtte Mossad ty til håndgranater i Bagdad for at få gang i udvandringen af de irakiske jøder. Antisemitismen i den arabiske verden var de fleste steder et resultat af zionismen, som gjorde zionisme synonymt med det at være jøde. Det har været et stort tab for den arabiske verden, at næsten alle jøder valgte at udvandre til enten Israel eller Vesten.
Problemet med zionismen var og er ikke, at der er tale om en jødisk nationalbevægelse – som inden Anden Verdenskrig var en lille minoritet – men at denne bevægelse havde udset sig et befolket land til at virkeliggøre sin nationalisme. For palæstinenserne har zionismen fra begyndelsen betydet død og fordrivelse; i dag ser vi den yderste konsekvens af denne politik.
Mon ikke de fleste efter Anden Verdenskrig ville have fundet det rimeligt, hvis denne stat var blevet placeret i Bayern og ikke i et land, der altid havde taget imod jøder, indtil de kom som besættere?
