I et velfungerende demokrati bør der være frihed til at praktisere sin religion, og lovgivning må aldrig baseres på religiøse overbevisninger eller fordomme mod bestemte grupper. Desværre ser vi i visse tilfælde, at minoritetsgrupper bliver gjort til syndebukke, fordi det er lettere at pege på dem som årsagen til problemerne frem for at analysere situationen objektivt. Statistikker viser, at størstedelen af kriminalitet ofte begås af majoritetsgrupper eller marginaliserede grupper, som lever under dårlige forhold. Mange kriminelle kommer fra miljøer præget af fattigdom og manglende muligheder, mens økonomisk kriminalitet typisk forbindes med de øvre samfundslag.

Jo bedre stillet man er økonomisk, desto større sandsynlighed er der for, at kriminaliteten tager form af økonomisk svindel eller misbrug af systemet. Omvendt ses der ofte mere voldelig kriminalitet blandt dem, der befinder sig i de lavere sociale lag. Dette understreger behovet for at adressere de underliggende sociale og økonomiske faktorer, der skaber ulighed og kriminalitet, frem for at lade fordomme eller had diktere løsningerne.