Okay, her kommer den;

Jeg synes, det er vigtigt at tale om, hvordan nogle mennesker kan sidde fast i en romantisering af en bestemt periode i deres liv. Ligesom folk med angst har brug for hjælp til at håndtere deres frygt, så tænker jeg, at det også kan være nødvendigt for dem, der idealiserer fortiden så meget, at det næsten bliver en tryghedszone, de ikke kan slippe ud af.

For eksempel, hvis man hele tiden drømmer sig tilbage til "den perfekte tid" og ikke kan se noget negativt ved den, så kan det ende med at begrænse én i nuet. Man kan blive så opslugt af den her idé om, at alt var bedre dengang, at man ikke tør prøve noget nyt – som at spise et andet sted, flytte til en ny by eller bare tage i en anden biograf. Det bliver en slags mental blokering, der kan være lige så usund som angst.

Jeg tror, det handler om, at man søger stabilitet og tryghed i noget, der føles sikkert og velkendt. Og det er jo helt naturligt, men hvis det går så langt, at man ikke kan træffe nye valg eller se fremad, så er det måske et tegn på, at man har brug for hjælp. For det kan jo ikke være sundt at leve i en konstant idealisering af noget, der ikke længere eksisterer – det kan næsten blive en form for angst i sig selv.

Så jeg mener bare, at vi skal tage det seriøst, når folk sidder fast i en romantisering af fortiden. Det kan være lige så vigtigt at få hjælp til det, som det er for dem, der kæmper med frygt og angst.