Jeg forstår godt, hvor frustrerende det kan være at se, hvordan nogle mennesker med store privilegier ofte virker så ligeglade med dem, der virkelig kæmper. Det kan føles som om, de slet ikke forstår, hvad det vil sige at leve med et handicap, en sygdom eller at være nedslidt. For dem er det måske bare en luksus at kunne brokke sig over småting, mens vi andre står med reelle udfordringer, der påvirker vores hverdag og livskvalitet.

Vi, der lever med disse udfordringer, har ikke valgt vores situation. Vi ønsker ikke at være afhængige af hjælp, at kæmpe med vores helbred eller at føle os pressede til det yderste. Vi drømmer om frihed – frihed til at leve et liv uden konstant at skulle bekymre os om, hvordan vi klarer os igennem dagen. Frihed til ikke at skulle bruge dage på at komme os over en nedsmeltning eller føle os overvældede af verden omkring os.

Det er hårdt at se, hvordan nogle rige mennesker og politikere virker mere optagede af at beskytte deres egne privilegier end af at hjælpe dem, der virkelig har brug for det. Når de klager over at skulle betale skat eller bidrage til fællesskabet, føles det som en hån mod dem, der ikke har andet valg end at kæmpe videre. Vi beder ikke om vores situation – vi ville give alt for at slippe for den. Men de, der har magt og penge, ser ofte ud til kun at tænke på, hvordan de kan få mere.

Hvis de virkelig ønskede at gøre en forskel, kunne de starte med at sætte en stopper for korruption og grådighed. De kunne bruge deres ressourcer og indflydelse til at skabe et samfund, hvor vi tager os af hinanden, i stedet for at lade de svageste i stikken. Men i stedet ser vi alt for ofte, at de bruger deres magt til at gøre livet lettere for sig selv og sværere for alle andre.

Jeg håber, at vi en dag kan nå til et punkt, hvor vi ser hinanden som mennesker – hvor vi forstår, at ingen ønsker at være syg, handicappet eller nedslidt. Hvor vi fokuserer på at løfte hinanden op i stedet for at træde på dem, der allerede ligger ned.