English
August er ved at være forbi, og efteråret anes allerede i vinden, men fortvivl ikke, for i morgen udkommer en helt særlig bog, som jeg er særdeles stolt over at have fået mulighed for at være redaktør på.
Jeg havde egentligt lukket for modtagelse af uopfordrede manuskripter på 2 Feet i erkendelse af, at det var jeg nødt til, hvis jeg nogensinde skulle få plads til selv at skrive i løbet af 2025. Men jeg havde begået den lille fejl at skrive, at der var lukket for manuskripter året ud, så 2024 var knap overstået, før de første manuskripter lå i min indbakke, og jeg fik travlt med at rette fejlen med året ud på 2 Feets hjemmeside.
Af samme grund havde jeg ingen forventninger om, at der blandt de manuskripter, der nu lå min indbakke, var nogle, jeg ville have mod på at udgive. Det ville virkelig kræve noget ud over det sædvanlige, for jeg havde allerede sat faste ugedage af til forberedelse af min egen kommende roman, og at tage et manus mere ind, i hvad der i forvejen tegnede til at blive et noget fortravlet forårsprogram for mig som forlægger, så der skulle noget særligt til at få mig til at antage en nyt manus.
Men det gjorde jeg.
Et af manuskripterne var af Naja Roos, en forfatter, jeg med skam må erkende, at jeg ikke havde hørt om før, selvom hun allerede havde udgivet et par romaner andetsteds, men hold da op for en læseoplevelse det gemte på. I afsættet måske alt andet end dragende: Et år på en folkeskole beskrevet gennem ottende klasses klasselærerteam. Det var skrevet så skarpt, at jeg blev draget ind i historien, som havde det været en spændingsroman, og fulgte intrigerne mellem lærerne indbyrdes, mellem eleverne, elever og lærere, og forældrene imellem og forældrene og lærerne, og så lige den vaklende skoleledelse oveni, med bankende hjerte og et bittersødt smil på læben, for det var samtidig alt for genkendeligt.
Det manus var ganske enkelt noget helt særligt. Så jeg tyggede på det nogle dage og besluttede så at tage et møde med forfatteren. Jeg må nok tilstå, at jeg var lidt forsigtig med at påtage mig redaktørrollen over for en skolelærer. Sikkert et gammelt spøgelse fra min egen skolegang. Så jeg ville lige mærke Naja på tænderne, inden jeg sagde endeligt ja.
Samarbejdet viste sig nu at blive en særdeles behagelig oplevelse, og 'Mellemtime' som bogen hedder, er en bog, jeg er utrolig stolt over at have fået muligheden for at redigere og udgive. Jeg håber virkelig, at mange vil læse den, for dels bliver man klogere på, hvordan hverdagen er på en helt almindelig folkeskole, hvor politiske fokusområder klinger som hule paroler over en synkende skude, dels er det bare en fed historie, velskrevet, med nerve og indsigt ... og bid.
Jeg havde egentligt lukket for modtagelse af uopfordrede manuskripter på 2 Feet i erkendelse af, at det var jeg nødt til, hvis jeg nogensinde skulle få plads til selv at skrive i løbet af 2025. Men jeg havde begået den lille fejl at skrive, at der var lukket for manuskripter året ud, så 2024 var knap overstået, før de første manuskripter lå i min indbakke, og jeg fik travlt med at rette fejlen med året ud på 2 Feets hjemmeside.
Af samme grund havde jeg ingen forventninger om, at der blandt de manuskripter, der nu lå min indbakke, var nogle, jeg ville have mod på at udgive. Det ville virkelig kræve noget ud over det sædvanlige, for jeg havde allerede sat faste ugedage af til forberedelse af min egen kommende roman, og at tage et manus mere ind, i hvad der i forvejen tegnede til at blive et noget fortravlet forårsprogram for mig som forlægger, så der skulle noget særligt til at få mig til at antage en nyt manus.
Men det gjorde jeg.
Et af manuskripterne var af Naja Roos, en forfatter, jeg med skam må erkende, at jeg ikke havde hørt om før, selvom hun allerede havde udgivet et par romaner andetsteds, men hold da op for en læseoplevelse det gemte på. I afsættet måske alt andet end dragende: Et år på en folkeskole beskrevet gennem ottende klasses klasselærerteam. Det var skrevet så skarpt, at jeg blev draget ind i historien, som havde det været en spændingsroman, og fulgte intrigerne mellem lærerne indbyrdes, mellem eleverne, elever og lærere, og forældrene imellem og forældrene og lærerne, og så lige den vaklende skoleledelse oveni, med bankende hjerte og et bittersødt smil på læben, for det var samtidig alt for genkendeligt.
Det manus var ganske enkelt noget helt særligt. Så jeg tyggede på det nogle dage og besluttede så at tage et møde med forfatteren. Jeg må nok tilstå, at jeg var lidt forsigtig med at påtage mig redaktørrollen over for en skolelærer. Sikkert et gammelt spøgelse fra min egen skolegang. Så jeg ville lige mærke Naja på tænderne, inden jeg sagde endeligt ja.
Samarbejdet viste sig nu at blive en særdeles behagelig oplevelse, og 'Mellemtime' som bogen hedder, er en bog, jeg er utrolig stolt over at have fået muligheden for at redigere og udgive. Jeg håber virkelig, at mange vil læse den, for dels bliver man klogere på, hvordan hverdagen er på en helt almindelig folkeskole, hvor politiske fokusområder klinger som hule paroler over en synkende skude, dels er det bare en fed historie, velskrevet, med nerve og indsigt ... og bid.
August er ved at være forbi, og efteråret anes allerede i vinden, men fortvivl ikke, for i morgen udkommer en helt særlig bog, som jeg er særdeles stolt over at have fået mulighed for at være redaktør på.
Jeg havde egentligt lukket for modtagelse af uopfordrede manuskripter på 2 Feet i erkendelse af, at det var jeg nødt til, hvis jeg nogensinde skulle få plads til selv at skrive i løbet af 2025. Men jeg havde begået den lille fejl at skrive, at der var lukket for manuskripter året ud, så 2024 var knap overstået, før de første manuskripter lå i min indbakke, og jeg fik travlt med at rette fejlen med året ud på 2 Feets hjemmeside.
Af samme grund havde jeg ingen forventninger om, at der blandt de manuskripter, der nu lå min indbakke, var nogle, jeg ville have mod på at udgive. Det ville virkelig kræve noget ud over det sædvanlige, for jeg havde allerede sat faste ugedage af til forberedelse af min egen kommende roman, og at tage et manus mere ind, i hvad der i forvejen tegnede til at blive et noget fortravlet forårsprogram for mig som forlægger, så der skulle noget særligt til at få mig til at antage en nyt manus.
Men det gjorde jeg.
Et af manuskripterne var af Naja Roos, en forfatter, jeg med skam må erkende, at jeg ikke havde hørt om før, selvom hun allerede havde udgivet et par romaner andetsteds, men hold da op for en læseoplevelse det gemte på. I afsættet måske alt andet end dragende: Et år på en folkeskole beskrevet gennem ottende klasses klasselærerteam. Det var skrevet så skarpt, at jeg blev draget ind i historien, som havde det været en spændingsroman, og fulgte intrigerne mellem lærerne indbyrdes, mellem eleverne, elever og lærere, og forældrene imellem og forældrene og lærerne, og så lige den vaklende skoleledelse oveni, med bankende hjerte og et bittersødt smil på læben, for det var samtidig alt for genkendeligt.
Det manus var ganske enkelt noget helt særligt. Så jeg tyggede på det nogle dage og besluttede så at tage et møde med forfatteren. Jeg må nok tilstå, at jeg var lidt forsigtig med at påtage mig redaktørrollen over for en skolelærer. Sikkert et gammelt spøgelse fra min egen skolegang. Så jeg ville lige mærke Naja på tænderne, inden jeg sagde endeligt ja.
Samarbejdet viste sig nu at blive en særdeles behagelig oplevelse, og 'Mellemtime' som bogen hedder, er en bog, jeg er utrolig stolt over at have fået muligheden for at redigere og udgive. Jeg håber virkelig, at mange vil læse den, for dels bliver man klogere på, hvordan hverdagen er på en helt almindelig folkeskole, hvor politiske fokusområder klinger som hule paroler over en synkende skude, dels er det bare en fed historie, velskrevet, med nerve og indsigt ... og bid.
0 Kommentarer
0 Delinger
1K Visninger