Siden jeg for godt tre år siden, blev "smittet med Larvefeberen".... 😅 har jeg haft en nærmest ubrudt række af skønne oplevelser med de skønne småkravl (og hvad det ellers har ført med sig 😉 ), og selvom alle havens små beboere er dejlige, er der alligevel nogle der betyder lidt mere. En af dem er den smukke Euura melanocephalus jeg mødte første gang i 2022 på en lille Vortebirk. Desværre blev de ofre for Banedanmarks hærgen i haven i forbindelse med elektrificeringen af jernbanen, og i både 2023 og 2024 ledte jeg forgæves efter dem. Da jeg her til aften fik øje på et hold larver der sad på en Troldpil, var jeg først overbevist om, at det var Euura pavida, da jeg kom tættere på, tænkte jeg Hemichrora crocea, men da jeg stod med kvisten i hånden, var der nærmest ikke "et øje tørt"... 😅 Det var dem!!! De sidder et godt stykke ude over et vandhul, så ca. halvdelen, 53 larver, er kommet i sikkerhed i larvepensionen (bladhvepselarver lader sig ofte blot dumpe ned, når de er forpupningsklar, og hvis det er tilfældet med dem her, ender de som fiskefoder....) 😃