En hverdagshistorie fra supermarkedet. Vi stod en del folk i kø ved den eneste åbne kasse. Der var også kø ved selvbetjeningskasserne. Fredag eftermidddag…..Henne ved dankortmaskinen stod en ældre dame og havde problemer med betalingen. Hun forstod ikke at hun skulle taste en kode. Situationen blev værre og værre. Folk begyndte at brumme i køen. Der blev talt om at hun nok ikke burde gå i byen alene. Kassedamen forsøgte at forklare systemet med koden. En herre, der var ved at pakke sine varer forsøgte at supplere med råd. Kassedamen foreslog at hun måske havde noget på medlemskontoen. Hun tog medlemskortet frem, men der var alt for lidt. Jeg foreslog kontanter. Måske havde hun noget i pungen. Det havde hun, men alt for lidt. Folk i køen brummede højere. Mobilepay blev nævnt, men det var slet ikke en mulighed. Der blev stille. Hvordan kunne den her situation løses. Herren der pakkede varer spurgte hvor meget der manglede, når point og kontanter blev trukket fra. 200 kr var det. Han tænkte et øjeblik og sagde så: Jeg betaler……Det var ædelt syntes jeg og gav ham 100 kr, så vi kunne dele. Køen mumlede: det var sørme flot af hende. Og så kunne damen pakke sine varer op på rollatoren og gå ud af butikken, mens kassedamen og køen åndede lettet op. Jeg gik derfra med en god fornemmelse i maven, men også en smule bekymring for hvordan damen ville klare sig næste gang…..🤔