Kvindelige musikere og komponister i klassisk musik, har haft svært ved at bryde igennem på lige for med deres mandlige kolleger. Det har de haft inden for alle genre, vil nogen sikkert sige, og det har de nok ret i. Ikke desto mindre er de der, og de har været der så længe der har været musik til. De kommende 3-4 dage vil jeg prøve at kompensere for det, for det er jo nok først og fremmest mænds skyld, at det har forholdt/forholder sig sådan. Jeg starter med Clare Schumann (1819 - 1896), som blev en af Europas bedste pianister i det 18 århundrede. Hun lærte at spille klaver af sin far, som også blev klaverlærer for hendes senere mand Robert Schumann. Som 14 årig skrev hun sin første klaverkoncert, der har mange store kvaliteter. Hun skrev også mange mindre værker, som forsøgte at kombinere romantikken med klassikkens former. Måske var disse værker med til ikke bare at påvirke Robert Schumann's musik, men efter manges mening også Johannes Brahms's. Clara og Robert Schumann fik ikke mindre end 8 børn, og sammen med Robert's sindssygdom, var det årsagen til, at det ikke blev til det store skrivearbejde, men kvaliteten på de værker hun skrev gør, at hun bør nævnes på lige fod med andre romantiske komponister fra perioden - Fanny og Felix Mendelssohn, Liszt, Chopin og Robert Schumann. https://open.spotify.com/track/7KdHKNhYO1FV4w5MJIe3rO?si=b741eb35c0144258