Den jødiske indvandring og militære forberedelser
redigér
Baggrunden for krigen var den voksende, jødiske immigration til Palæstina på grund af stadig voksende antisemitisme både i Øst- og i Vesteuropa. Allerede i slutningen af 1800-tallet havde Dreyfus-affæren i Frankrig fået Theodor Herzl, der som journalist havde dækket historien, til at skrive bogen Der Judenstaat, hvor han foreslog oprettelsen af en egen jødisk stat med sit nationale sprog, hebraisk. I 1897 tog han initiativet til oprettelsen af World Zionist Organization, og han blev således grundlæggeren af zionismen.[11][12] Fra Rusland havde der været udvandring af jøder allerede fra 1880-erne – de fleste rejste til USA, men mange drog også til Palæstina eller Eretz Israel, som landet blev kaldt. Eliezer Ben-Yehuda, grundlæggeren af det moderne hebraiske sprog, hørte til denne gruppe fra Østeuropa.[13]
I mellemkrigstiden fortsatte den jødiske indvandring til Palæstina, og samtidig voksede konfrontationerne med palæstina-araberne, da disse i 1930-erne i voksende grad blev klar over, at mange af de nyankomne jøder havde ønske om at få oprettet en jødisk stat i området.[14] Briternes dobbeltrolle i Mellemøsten under 1. verdenskrig bidrog også til de voksende modsætninger, som med tiden ledte til krig.[15] En arabisk opstand fra 1936 til 1939 førte til voksende gnidninger mellem jøder og arabere. Araberne mente, at jøderne ville tage landet fra dem, og foretog flere voldshandlinger. Haganah mente, at hævn ikke var vejen frem, og denne ikke-volds-holdning førte til, at mere yderliggående jøder dannede et nyt forsvarsforbund, Irgun Zvei Leumi, som havde til opgave at forsvare de enkelte jødiske bosættelser mod angreb fra arabere, og som hævnede arabiske angreb mod jødiske bosættelser.[16] I 1941 blev Palmach dannet, det første jødiske militære eliteforband, eller Haganahs spydspids om man vil. Disse jødiske styrker arbejdede nogen gange sammen med briterne, andre gange på egen hånd, alt beroende på, hvad de på lang sigt mente ville tjene en fremtidig zionistisk statsdannelse bedst.
Også briternes løfter fra en konference i London i 1939 gjorde det klart, at Palæstina ikke ville blive en jødisk stat. Jøderne var under konferencen repræsenteret ved Jewish Agency, mens araberne havde delegationer fra Egypten, Irak, Saudi-Arabien, Yemen og Transjordanien (som snart skulle blive et selvstændigt Jordan). Under konferencen blev briterne konfronteret med deres løfter fra 1918, som nu var kendte gennem bogen The Arab Awakening af historikeren Georg Antonius. Briterne måtte indrømme, at Storbritannien ikke havde lovet jøderne en egen stat, og at påstandene i The Arab Awakening var korrekte.[17] Men verden og briterne fik kort efter andet at tænke på, da 2. verdenskrig brød ud.
redigér
Baggrunden for krigen var den voksende, jødiske immigration til Palæstina på grund af stadig voksende antisemitisme både i Øst- og i Vesteuropa. Allerede i slutningen af 1800-tallet havde Dreyfus-affæren i Frankrig fået Theodor Herzl, der som journalist havde dækket historien, til at skrive bogen Der Judenstaat, hvor han foreslog oprettelsen af en egen jødisk stat med sit nationale sprog, hebraisk. I 1897 tog han initiativet til oprettelsen af World Zionist Organization, og han blev således grundlæggeren af zionismen.[11][12] Fra Rusland havde der været udvandring af jøder allerede fra 1880-erne – de fleste rejste til USA, men mange drog også til Palæstina eller Eretz Israel, som landet blev kaldt. Eliezer Ben-Yehuda, grundlæggeren af det moderne hebraiske sprog, hørte til denne gruppe fra Østeuropa.[13]
I mellemkrigstiden fortsatte den jødiske indvandring til Palæstina, og samtidig voksede konfrontationerne med palæstina-araberne, da disse i 1930-erne i voksende grad blev klar over, at mange af de nyankomne jøder havde ønske om at få oprettet en jødisk stat i området.[14] Briternes dobbeltrolle i Mellemøsten under 1. verdenskrig bidrog også til de voksende modsætninger, som med tiden ledte til krig.[15] En arabisk opstand fra 1936 til 1939 førte til voksende gnidninger mellem jøder og arabere. Araberne mente, at jøderne ville tage landet fra dem, og foretog flere voldshandlinger. Haganah mente, at hævn ikke var vejen frem, og denne ikke-volds-holdning førte til, at mere yderliggående jøder dannede et nyt forsvarsforbund, Irgun Zvei Leumi, som havde til opgave at forsvare de enkelte jødiske bosættelser mod angreb fra arabere, og som hævnede arabiske angreb mod jødiske bosættelser.[16] I 1941 blev Palmach dannet, det første jødiske militære eliteforband, eller Haganahs spydspids om man vil. Disse jødiske styrker arbejdede nogen gange sammen med briterne, andre gange på egen hånd, alt beroende på, hvad de på lang sigt mente ville tjene en fremtidig zionistisk statsdannelse bedst.
Også briternes løfter fra en konference i London i 1939 gjorde det klart, at Palæstina ikke ville blive en jødisk stat. Jøderne var under konferencen repræsenteret ved Jewish Agency, mens araberne havde delegationer fra Egypten, Irak, Saudi-Arabien, Yemen og Transjordanien (som snart skulle blive et selvstændigt Jordan). Under konferencen blev briterne konfronteret med deres løfter fra 1918, som nu var kendte gennem bogen The Arab Awakening af historikeren Georg Antonius. Briterne måtte indrømme, at Storbritannien ikke havde lovet jøderne en egen stat, og at påstandene i The Arab Awakening var korrekte.[17] Men verden og briterne fik kort efter andet at tænke på, da 2. verdenskrig brød ud.
Den jødiske indvandring og militære forberedelser
redigér
Baggrunden for krigen var den voksende, jødiske immigration til Palæstina på grund af stadig voksende antisemitisme både i Øst- og i Vesteuropa. Allerede i slutningen af 1800-tallet havde Dreyfus-affæren i Frankrig fået Theodor Herzl, der som journalist havde dækket historien, til at skrive bogen Der Judenstaat, hvor han foreslog oprettelsen af en egen jødisk stat med sit nationale sprog, hebraisk. I 1897 tog han initiativet til oprettelsen af World Zionist Organization, og han blev således grundlæggeren af zionismen.[11][12] Fra Rusland havde der været udvandring af jøder allerede fra 1880-erne – de fleste rejste til USA, men mange drog også til Palæstina eller Eretz Israel, som landet blev kaldt. Eliezer Ben-Yehuda, grundlæggeren af det moderne hebraiske sprog, hørte til denne gruppe fra Østeuropa.[13]
I mellemkrigstiden fortsatte den jødiske indvandring til Palæstina, og samtidig voksede konfrontationerne med palæstina-araberne, da disse i 1930-erne i voksende grad blev klar over, at mange af de nyankomne jøder havde ønske om at få oprettet en jødisk stat i området.[14] Briternes dobbeltrolle i Mellemøsten under 1. verdenskrig bidrog også til de voksende modsætninger, som med tiden ledte til krig.[15] En arabisk opstand fra 1936 til 1939 førte til voksende gnidninger mellem jøder og arabere. Araberne mente, at jøderne ville tage landet fra dem, og foretog flere voldshandlinger. Haganah mente, at hævn ikke var vejen frem, og denne ikke-volds-holdning førte til, at mere yderliggående jøder dannede et nyt forsvarsforbund, Irgun Zvei Leumi, som havde til opgave at forsvare de enkelte jødiske bosættelser mod angreb fra arabere, og som hævnede arabiske angreb mod jødiske bosættelser.[16] I 1941 blev Palmach dannet, det første jødiske militære eliteforband, eller Haganahs spydspids om man vil. Disse jødiske styrker arbejdede nogen gange sammen med briterne, andre gange på egen hånd, alt beroende på, hvad de på lang sigt mente ville tjene en fremtidig zionistisk statsdannelse bedst.
Også briternes løfter fra en konference i London i 1939 gjorde det klart, at Palæstina ikke ville blive en jødisk stat. Jøderne var under konferencen repræsenteret ved Jewish Agency, mens araberne havde delegationer fra Egypten, Irak, Saudi-Arabien, Yemen og Transjordanien (som snart skulle blive et selvstændigt Jordan). Under konferencen blev briterne konfronteret med deres løfter fra 1918, som nu var kendte gennem bogen The Arab Awakening af historikeren Georg Antonius. Briterne måtte indrømme, at Storbritannien ikke havde lovet jøderne en egen stat, og at påstandene i The Arab Awakening var korrekte.[17] Men verden og briterne fik kort efter andet at tænke på, da 2. verdenskrig brød ud.
2 Kommentarer
0 Delinger
712 Visninger
English