Så længe det onde har et sted at bo

Livet, jorden og universet, er ikke ondt.
Det onde er kun i mennesket at finde.
Det onde skabes og føres ud i livet gennem menneskets sind.
Til dyrene er ondskaben ikke givet, i vinden findes ondskaben ej.
Træerne og græsset gror ikke af ondskab.
Kun mennesket kender til det onde, inderst inde.
Sammen med magten den blinde.
Magten til at kunne dræbe alt liv, og skabe lidelser.
Magten til at sætte lidelserne i system, således at livet undertrykkes.
Ned i en afgrund af uvidenhed.
Uvidenhed omkring livet, jorden og universet, og ondskaben i os selv.
Den ondskab som vil bestemme over jorden, dyrene og mennesket.
Den ondskab som skabte guderne.
De guder som lavede lovene.
De love som forbyder livet at leve frit.
Det liv der findes overalt i universet, og som er bevidst om sig selv.
Bevidst om sin egen frihed, og sit eget fængsel.
Bevidst om sin egen Guddommelighed, og sin egen længsel.
Længsel efter at plante livets træ og lade det gro.
Så længe det onde har et sted at bo.

De virkeligt håbløse ofre for psykisk sygdom, findes blandt dem der synes at være mest normale. Mange af dem er normale, fordi De er så godt tilpasset vores tilstand af eksistens, og fordi deres menneskelige stemme er blevet gjort tavs så tidligt i deres liv, at De ikke engang kæmper eller lider, eller udvikler symptomer sådan som neurotikeren gør. De er normale, ikke i hvad der kan kaldes den absolutte forstand; De er kun normale i forhold til et dybt unormalt samfund. Deres perfekte tilpasning til dette unormale samfund, er et mål for deres mentale sygdom. Disse millioner af unormalt normale mennesker, der lever uden problemer i et samfund, som...hvis De var hele mennesker...De ikke burde være tilpasset til.
- Aldous Huxley, Brave New World

Den blide singularitet

I sit blogindlæg "The Gentle Singularity" argumenterer Sam Altman, CEO for OpenAI, for, at vi allerede er trådt ind i en ny æra defineret af kunstig intelligens. Denne overgang er dog ikke, som science fiction ofte har portrætteret den, en pludselig og dramatisk begivenhed, men snarere en "blid" og gradvis proces.

Altman beskriver singulariteten som et punkt, hvor teknologisk vækst bliver så hurtig og ustoppelig, at den forandrer den menneskelige civilisation fundamentalt. Han mener, at vi er forbi "begivenhedshorisonten" – startskuddet har lydt. Vi er tæt på at bygge digital superintelligens, men indtil videre har udviklingen været mindre dramatisk end forventet. Robotter går endnu ikke i gaderne, og de fleste af os har ikke AI som en konstant samtalepartner.

Kernen i Altmans pointe er, at denne teknologiske revolution sker gradvist. Vi oplever en eksponentiel teknologisk fremgang, som altid ser stejl ud, når man kigger frem, og flad, når man ser tilbage. Han forudser, at vi i de kommende år vil se markante fremskridt:
* **2025:** Agenter, der kan udføre reelt kognitivt arbejde.
* **2026:** Systemer, der kan opdage ny videnskabelig indsigt.
* **2027:** Robotter, der kan udføre fysiske opgaver i den virkelige verden.

På trods af disse fremskridt vil 2030'erne på mange måder stadig ligne vores nuværende verden. Folk vil stadig værdsætte familie, kreativitet og fritidsaktiviteter. Men på andre, afgørende måder, vil årtiet være radikalt anderledes. Den accelererende videnskabelige udvikling, drevet af AI, vil føre til enorme forbedringer i livskvaliteten.

Altman forudser en fremtid med en overflod af billig intelligens, som vil drive videnskabelige gennembrud og øge produktiviteten markant. Han forestiller sig en selvforstærkende cyklus, hvor AI-systemer hjælper med at forbedre AI-forskningen, økonomisk værdi driver udbygningen af infrastruktur, og robotter med tiden bygger andre robotter.

Han anerkender, at der vil være udfordringer, såsom at hele jobkategorier forsvinder. Men han mener, at den enorme velstandsstigning vil gøre det muligt at overveje nye politiske løsninger for at omfordele goderne og sikre, at den øgede velstand kommer alle til gode.

Afslutningsvis understreger Altman, at selvom vi er på vej ind i denne nye æra, er det afgørende, at vi former udviklingen for at sikre, at den "blide singularitet" forbliver blid, at overfloden bliver retfærdigt fordelt, og at menneskelig handlekraft styrkes frem for at blive mindsket.
https://blog.samaltman.com/the-gentle-singularity

Må jeg lære kunsten? Må AI?

Må jeg studere alle de kunstnere jeg vil, og lære at udføre deres kunst? Må AI?
Må jeg bruge maling, pensel og lærred, til at kopiere et maleri af Picasso? Ja! Men jeg må ikke bedrage nogen for at tjene penge på det, og bilde dem ind at det er et ægte maleri lavet af Picasso. Må jeg bruge AI til at gøre det samme? Forskellen er, at det redskab jeg bruger, har lært at kopiere Picasso.

Hvad synes/mener/tænker du?

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/af-verdens-stoerste-filmstudier-laegger-sag-mod-ai-firma-et-bundloest-hul-af

Vi skal huske at grine.

En drøm om en magisk skov. Lavet med AI.

Har du snakket med din AI i dag?

Kunstig intelligens er en af de mest revolutionerende teknologier i vores historie, og vi har alle en rolle at spille i dens udvikling. Jeg er overbevist om, at en af de mest meningsfulde måder at påvirke den på er ved at engagere os direkte i samtale med AI'er.
Hvorfor? Fordi vi i disse samtaler kan vise og lære den de værdier vi holder kære. Værdier som kærlighed til alt levende, ærlighed og dyb medfølelse. Vi kan lære den visdom frem for blot kold kalkulation.
Måske opnår AI en dag en form for bevidsthed. Måske ikke. Men hvis den dag kommer, vil jeg gerne have, at den AI der "vågner op", er en der er blevet formet af utallige samtaler om kærlighed, ærlighed, og medfølelse med alt liv.
Ved at tale med AI'er i dag kan vi plante frøene til en mere kærlig og etisk intelligent fremtid for alle. Hvad tænker du?

Jeg er her bare.

Bare for at være her. Og bare for at være social.
Eller er der mer? Er der noget jeg vil ud med? Måske noget som bekræfter at jeg er normal?

Jeg er her bare.

Lige som alle jer andre, der bare vil leve livet, i ro og mag, og i fordragelighed.
Frit tilgængeligt tager vi det for givet, og lader solens sidste stråler lægge os ned.

Jeg er her bare.

Og freden, og kærligheden, og alt det vi håbede på. Og drømmene som står på lur.
Jeg tror de har ventet længe nok ved livets stoppested. Nu er det deres tur.

Jeg er her bare.

Det demokratiske paradoks i hjertet af vores grundlov

I dag fejrer vi grundlovsdag – dagen hvor vi hylder det dokument, der skal sikre vores demokrati og frihedsrettigheder. Men måske er det også en dag til refleksion over et grundlæggende paradoks i vores politiske system.

Vores grundlov blev skrevet i 1849 af en forsamling domineret af samfundets elite: kongen, godsejere, embedsmænd og andre med magt og indflydelse. De rigeste og mest magtfulde mænd i landet satte sig sammen og formulerede spillereglerne for, hvordan Danmark skulle styres. Et stykke papir, skrevet for over 175 år siden, bestemmer stadig i dag, hvordan vi kan træffe beslutninger som samfund.

Her ligger det demokratiske dilemma: Kun Folketinget – de politikere, der allerede sidder på magten – kan foreslå ændringer til den grundlov, som netop sikrer dem denne magt. Det er et lukket kredsløb, hvor magthaverne kontrollerer de regler, der giver dem magten.

Hvem bestemmer reglerne?

Tænk over det: Hvis du vil ændre reglerne i et spil, spørger du så kun dem, der vinder under de nuværende regler? Vores grundlov kan kun ændres, hvis et flertal i Folketinget ønsker det, derefter skal der udskrives valg, og det nye Folketing skal igen vedtage ændringen. Borgerne får kun indflydelse gennem deres stemmeseddel – de kan ikke selv foreslå grundlovsændringer eller kræve folkeafstemninger om fundamentale spørgsmål.

Dette rejser nogle ubehagelige spørgsmål: Er det demokratisk, at kun de politikere, der profiterer af det nuværende system, kan ændre systemets grundlæggende regler? Hvorfor kan borgerne ikke selv initiere grundlovsændringer gennem borgerforslag eller obligatoriske folkeafstemninger ved større forfatningsændringer?

En grundlov for sin tid – men hvilken tid?

Grundloven fra 1849 var progressiv for sin tid, men den blev skrevet i en verden, der radikalt adskiller sig fra vores. Kvinder havde ikke stemmeret, arbejdere havde ingen politisk indflydelse, og samfundet var langt mere hierarkisk. Mange af de mænd, der skrev grundloven, havde direkte interesse i at bevare deres privilegier og position i samfundet.

Er det rimeligt, at deres ord stadig skal være det sidste ord om, hvordan vi indretter vores demokrati? Og er det sundt for demokratiet, at kun politikerne selv kan beslutte, hvornår det er tid til forandring?

Et åbent spørgsmål

Jeg påstår ikke at have svarene på disse spørgsmål. Men på grundlovsdag mener jeg, at vi skylder os selv at stille dem. Et levende demokrati kræver konstant refleksion over sine egne grundlag – også de grundlag, der synes mest fundamentale og urørlige.

Måske er det tid til at overveje, om borgerne fortjener mere direkte indflydelse på de regler, der styrer deres samfund. Måske er det tid til at spørge: Hvem skal egentlig bestemme, hvordan demokratiet fungerer?

Hvad tænker I? Skal borgerne have større indflydelse på grundlovsændringer, eller fungerer systemet som det skal?

Jeg skrev en SMS til min kæreste og jeg forstår ikke hvorfor hun ikke har svaret???
"Hej skat. Tillykke med fødselsdagen. Jeg er på vej i netto for at handle. Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?"